§ 1 Kommunekredsens navn og tilhørsforhold
Kommunekredsen omfatter alle socialdemokratiske foreninger i Slagelse Kommune. Kommunekredsens navn er: Socialdemokratiet i Slagelse Kommunekreds.
Kommunekredsen er organiseret i Socialdemokratiet i Region Sjælland.
§ 2 Formålet
Kommunekredsen anerkender Socialdemokratiets program og vil virke for dets gennemførelse på grundlag af partiets love og beslutninger.
Dette gøres ved:
- At inddrage kommunekredsens medlemmer i beslutningsprocessen om organisatoriske, lokal- og landspolitiske samt internationale spørgsmål
- At inddrage borgerne i en dialog med partiet om den aktuelle og langsigtede politik
- At inspirere til og koordinere politiske dialoger, uddannelse og samarbejde mellem kommunekredsens foreninger samt formidle samarbejdet med den øvrige arbejderbevægelse.
- At opstille socialdemokratiske kandidater til kommune-, regionsråds-, folketingsvalg samt til andre offentlige tillidshverv og nærdemokratiske råd og nævn.
- At arbejde for øget tilslutning til partiet.
Kommunekredsen skal føre valgkamp for de opstillede kandidater til kommune-, regionsråds, folketings- og Europa-parlamentsvalg. Derudover varetager kommunekredsen alle de opgaver, som ifølge parties love påhviler Fællesledelse og kredsorganisation.
§ 3 Kommunekredsens opgaver
Stk. 1. Opstilling til valg
Kommunekredsen skal opstille/indstille kandidater til kommune-, regionsråds-, Folketings- og Europa-Parlamentsvalg samt til andre offentlige valg samt nærdemokratiske råd og nævn.
På en kompetent forsamling besluttes opstillings- og afstemningsregler til de valg, som kommunekredsen er ansvarlig for. Af reglerne skal det fremgå, om man vælger urafstemning eller generalforsamling, samt om man anvender listeopstilling eller sideordnet.
Kommunekredsen skal føre valgkamp for de opstillede kandidater.
Stk. 2. Valg af spidskandidat til kommunevalget
Valg af spidskandidat og hermed borgmesterkandidat skal foretages som et separat valg på en kompetent forsamling og efter indstilling fra de enkelte partiforeninger.
Stk. 3. Valg af folketingskandidat
Valg af folketingskandidat foretages som en separat valg på den en kompetent forsamling en gang om året, og efter indstilling fra de enkelte partiforeninger.
Stk. 4. Kommunevalg
Kommunekredsen er ansvarlig for, at der opstilles en socialdemokratisk liste til kommunevalget.
Kommunekredsen skal i god tid før hvert kommunevalg på et medlemsmøde fastlægge den politik, Socialdemokratiet vil føre i kommunalbestyrelsen.
Kommunekredsen skal nedsætte et valgudvalg der skal planlægge, koordinere og lede valgkampen, herunder de enkelte partiforeningers indsats.
Stk. 5. Samarbejdet med kommunalbestyrelsesgruppen
Kommunekredsen skal mødes med kommunalbestyrelsesgruppen mindst to gange om året for at drøfte det kommunalpolitiske arbejde. Det ene møde skal holdes mellem første og anden behandling af det kommunale budget.
Kommunekredsen ledelse skal deltage i gruppemøderne og inddrages i beslutningsprocesserne.
Stk. 6. Møder til drøftelse af kommunevalgsresultater og konsekvenser
Straks efter kommunevalget samles ledelsen i kommunekredsen og den nye kommunalbestyrelsesgruppe til møde for at drøfte valgets resultat og konsekvenser. På mødet aftales det videre samarbejde med hensyn til eventuelle forhandlinger med andre partier/lister, konstitueringsspørgsmål m.v.
Indkaldelsen til mødet foretages af kommunekredsens formand.
Stk. 7. Udpegning til tillidshverv
Kommunekredsen udpeger medlemmer til tillidshverv, der udpeges af kommunalbestyrelsen. Til alle tillidshverv, hvor der ikke kræves repræsentation af et medlem af kommunalbestyrelsen, udpeges ikke-medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Stk. 8. Møder om det regionale arbejde
Kommunekredsen deltager i møder med regionens øvrige kredsbestyrelser, med regionsbestyrelsen og med regionsrådsgruppen ved indkaldelse.
Stk. 9. Samarbejde med foreningerne
Kommunekredsens ledelse skal sørge for et nøje samarbejde mellem samtlige foreninger i kredsen samt formidle en tæt kontakt med folketingskandidaten og regionens hovedbestyrelsesmedlemmer.
Stk. 10. Valg af kongresdelegerede
Kommunekredsens formand er kommunekredsens repræsentant på kongressen. Næstformanden med ansvar for det regionale arbejde er kredsens anden repræsentant. De to øvrige næstformænd er suppleanter.
Øvrige delegere vælges af partiforeningerne efter fordelingsnøglen angivet i gældende love vedtaget af kongressen. Eventuelt overskydende delegerede (der ikke kan fordeles jf. Fordelingsnøglen) fordeles af kommunekredsen.
Stk. 11. Hvervning
Kommunekredsen skal i samarbejde med foreningerne i kommunekredsen arbejde for at få flere medlemmer i partiet.
Stk. 12. Oplysningsarbejde
Kommunekredsen skal udføre oplysnings- og uddannelsesvirksomhed.
Stk. 13. Andre opgaver
Kommunekredsen er ansvarlig for at meddele regionsorganisationen og Partikontoret, hvem der er valgt til tillidsposter i kommunekredsen.
Kommunekredsen har i øvrigt pligt til at udføre det arbejde, der pålagt kommunekredsen i partiets love, og som kommunekredsens foreninger, regionsorganisationen og Partikontoret måtte anse for påkrævet.
§ 4 Kommunekredsens ledelse
Stk. 1. Den kompetente forsamling
Den årlige generalforsamling er øverste myndighed og kommunekredsens kompetente forsamling. Alle medlemmer i kredsen kan deltage på kredsgeneralforsamling med tale og stemmeret.
Kommunekredsen ledes af en bestyrelse, der sammensættes jf. Stk. 4
Stk. 2. Indkaldelse af den kompetente forsamling
Den kompetente forsamling samlet til ordinært møde inden udgangen af januar kvartal.Ordinære møder i den kompetente forsamling indkaldes af bestyrelsen med en måneds varsel.
Indsendte forslag kan kun komme til behandling efter forudgående vedtagelse i en foreningsbestyrelse og skal være indsendt senest 14 dage forud for mødet i den kompetente forsamling. Kommunekredsens bestyrelse er tillige forslagsberettigede.
Indkomne forslag skal tilsendes medlemmerne senest 8 dage før mødet i den kompetente forsamling sammen med indkaldelsen og dagsorden.
Ekstraordinært møde i den kompetente forsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller på begæring af en foreningsgeneralforsamling. Mødet skal afholdes tidligst 8 dage og senest 14 dage efter begæringens fremkomst.
Stk. 3. Den kompetente forsamlings opgaver
På det ordinære møde i den kompetente forsamling aflægger bestyrelsen beretning om virksomheden i det forløbne år, i hvilken der lægges op til debat om partiets politiske og organisatoriske virksomhed. Kasseren forelægger det reviderede regnskab med revisorernes bemærkninger. Nedsatte udvalg aflægger beretning.
Der fremlægges til godkendelse kommunekredsens politiske og organisatoriske arbejdsprogram dækkende de næste 5 år med understøttende uddannelses- og aktivitetsplan og budget for det kommende år.
Herudover aflægges beretning fra den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen, regionsrådsgruppen og folketingskandidaten.
Der foretages valg til bestyrelsen af følgende medlemmer:
- Formand
- 3 næstformænd (med ansvar for henholdsvis lokal-, regional- (inklusive hovedbestyrelse og EU) og landspolitiske arbejde)
- Kasserer
- Sekretær
- 3 bestyrelsesmedlemmer (med to suppleanter)
- 2 revisorer (med to suppleanter)
Alle medlemmer i kommunekredsen er valgbare.
Stk. 4. Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af den valgte bestyrelse jf. Stk. 3 samt formændene for partiforeningerne i kommunekredsen.
Hvis en partiforeningsformand er forhindret i at deltage i et bestyrelsesmøde, kan denne lade sig repræsentere af et andet medlem af partiforeningens bestyrelse.
Adgangsberettiget uden stemmeret er spidskandidaten til kommunalvalget, formanden for den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen, folketingskandidaten, en lokal repræsentant fra regionsrådet, en repræsentant for DSU samt formændene for udvalg, der er nedsat af den kompetente forsamling.
Ingen bestyrelsesmedlemmer må være medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, herunder hvem der i øvrigt er adgangsberettiget uden stemmeret.
§ 5 Kommunekredsens økonomi
Stk. 1. Kontingent
Kommunekredsens udgifter til sin virksomhed dækkes af kontingenter opkrævet i overensstemmelse med parties love, partiskat jf. § 10 og offentlige partistøtte- og oplysningsmidler.
Kommunekredsen fastlægger, efter nærmere regler vedtaget af Hovedbestyrelsen, selv sit kontingent på den kompetente forsamling.
Partiforeningernes kontingent til regionsbestyrelsen betales af kommunekredsen.
Stk. 2. Regnskabsår
Kommunekredsens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 3. Valgfond
Til dækning af udgifter til kommunalvalg og folketingsvalg henlægges nødvendige beløb til valgfonden. Partiskatten indgår i denne fond. Kommunekredsen skal oprette en særlig konto, hvor valgfondens midler indsættes.
Valgfondens midler må alene bruges til valgkampe, og til hver valgkamp skal kommunekredsen bestyrelse udarbejde og godkende et budget, og der skal overføres midler fra valgfonden til en specifik valgkampskonto. Alle modtagne tilskud til valgkampen skal tillige indgå på denne konto. Kasserer aflægger regnskab for kontoen anvendelse umiddelbart efter valgkampen.
Stk. 4. Offentlige tilskud
Kommunekredsen skal oprette en særlig konto, hvor modtaget offentlig støtte til det politiske arbejde indsættes.
Midlerne anvendes efter beslutning i bestyrelsen til politisk arbejde efter gældende retningslinier for støtten.
Stk.5. Tegningsrettigheder
Kommunekredsen tegnes af formand og kasseren i fællesskab. Bestyrelsen kan dog meddele eneprokura til formand og kasserer for så vidt angår kommunekredsens driftskonti, herunder særskilt give kasseren tilladelse til at benytte Homebanking via egen hjemmecomputer.
Køb, salg samt pantsætning af jord og fast ejendom skal godkendes af den kompetente forsamling.
§ 6. Partiskatregel for tillidshverv
Kommunekredsen fastsætter årligt på den kompetente forsamling partiskatteprocent og kommunekredsens kasserer sikrer opkrævning og rettidig betaling af partiskatten,
begge jf. gældende love vedtaget på kongressen.
§ 7. Stemmeret og valgbarhed
Stemmeret og valgbarhed reguleres af socialdemokratiets til enhver tid gældende love vedtaget på kongressen.
§ 8. Nye Foreninger mm
Den kompetente forsamling kan beslutte at oprette nye foreninger i kommunekredsen, ligesom 25 nye medlemmer kan oprette en ny forening. Der skal mindst være en forening i kommunekredsen.
Ingen foreninger kan nedlægges eller sammenlægges med andre, uden at det er godkendt på to af hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer blandt de fremmødte eller på en generalforsamling, hvor 2/3 af samtlige medlemmer af foreningen går ind for det.
Oprettelse af nye foreninger, sammenlægninger samt nedlæggelse af foreninger skal godkendes af partiets hovedbestyrelse.
§ 9. Vedtægter
Vedtægterne må ikke være i strid med partilovenes ånd eller bogstav. Hvis dette er tilfældet, skal kommunekredsen tilrette vedtægterne på førstkommende ordinære møde
i den kompetente forsamling.