STYR PÅ FREMTIDEN
Lokalpolitisk program for 2021 – 2025.
Vi tror på den stille, rolige og vedvarende udvikling, og vi tror på, at Slagelse Kommune kan blive blandt Danmarks bedste på alle områder. Ikke ved at snakke om det; men ved stille og roligt at stræbe mod at blive bedre til det vi gør, uanset om det er i byrådet, i daginstitutionerne, i skolerne eller på ældrecentrene.
Vi ved, at der skal være styr på økonomien, for ellers kan vi ikke udvikle Slagelse Kommune med den sociale balance, som er helt afgørende for Socialdemokratiet. Vi ved, at politik handler om at prioritere, og at vi nogle gange skal træffe svære valg. Socialdemokratiet skal have både evnen og viljen til at udstikke kursen, træffe også de svære valg og sikre, at vi når i mål.
Socialdemokratiet har i denne byrådsperiode fået styr på økonomien og vendt udviklingen. Vi laver kedelige budgetter og gode regnskaber. Det har givet os tryghed og frihed til at arbejde med at udvikle vores kommune. I den kommende byrådsperiode skal vi fortsæt have styr på økonomien, men også investere i fremtiden.
Det betyder for os at:
- Vi vil forsat lave kedelige budgetter og gode regnskaber. Driftsbudgetterne skal hænge sammen, når de vedtages, det vil sige et minimum årligt budgetteret driftsoverskud på 125m kr.
- Kassen skal altid være stærk og sund, så vi altid fastholder vores handlefrihed og evne til at investere. Der skal altid være mindst 2.000 kr. i kassen per indbygger målt efter likviditetsreglen.
- Vi vil tænke langsigtet, finde de bedste løsninger for borgerne og kommunen i de bredest mulige samarbejder, men også udvise den nødvendige politiske tålmodighed og turde give frihed og tid til organisationen til at gennemføre de vedtagne indsatser.
- Vi vil have modet til at satse på forebyggelse og tidlige indsatser, og aktivt arbejde sammen med de berørte borgere, så de ved fælles indsats kan løftes videre i livet som aktive deltagere i fællesskabet.
- Slagelse Kommune skal fortsat udvikles og forbedres, og en stærk økonomi skal bruges til at investere i forbedringer af den borgernære velfærd og til at skabe rammerne for bæredygtig vækst af Slagelse Kommune.
Slagelse kommune har brug for vækst og flere borgere i arbejde. Det skal give os luft til at udvikle kommunen og til at sikre velfærd og service for alle borgere. Væksten skal være bæredygtig og skal understøtte både CO2-reduktionsmålene og Vild med Vilje. Væksten skal også være solidarisk, og der skal være fokus på at skabe arbejdspladser for ufaglærte og socialt udsatte.
Det betyder for os at:
- vi vil gøre målet om en bæredygtig og solidarisk vækst til et fælles projekt på tværs af politiske partier og i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, virksomheder og arbejdsmarkedets parter. Slagelse Kommune skal løfte i flok.
- Socialdemokratiets mål er, at der over den kommende periode skal etableres mindst 1000 nye arbejdspladser i Slagelse Kommune.
- vi skal tage initiativ til specifikke målrettede samarbejder med nabokommuner for at tiltrække investeringer og arbejdspladser til vores område. En arbejdsplads i Sorø gavner også Slagelse Kommune.
- vi skal fortsætte det arbejde, vi satte i gang i den sidste periode med at etablere nye boliger i kommunen. Specifikt skal vi i den kommende periode etablere/tiltrække etablering af 1.000 nye boliger i Slagelse Kommune. Over de næste 10 år skal vi have tiltrukket 5.000 nye borgere.
Slagelse Kommune er et fantastisk sted at bo og leve, og det skal vi dyrke, styrke og udvikle. Socialdemokratiet ønsker en kommune, hvor alle dele af kommunen udvikles og, hvor man kan bo trygt og i forvisning om, at kommunen aldrig er langt væk.
Det betyder for os at:
- Slagelse kommune består af 3 købstæder og mange dejlige landsbyer. Gode, sikre og sammenhængende transportmuligheder er livsnerven i kommunen og nødvendige for, at man kan leve hele livet overalt i kommunen. Vi har i den seneste periode øget fokus på trafiksikkerhed for de bløde trafikanter, og vil fortsætte denne fokus, ikke mindst i forbindelse med skoleveje og i landsbyerne.
- det er et mål, at Slagelse kommune ikke har boligområder på den såkaldte ghettoliste; men det er først og fremmest et mål at gøre disse boligområder endnu mere interessante og attraktive, end de er i dag.
- vores bymidte i alle 3 købstæder skal være levende og fyldt med aktivitet hele året, og vores havnemiljøer skal styrkes og integreres i byen.
- understøtte udviklingen af lokale arbejdspladser og handelsmuligheder i vores landsbyer og på vores øer og generelt sikre, at den kommunale service også virker tilgængelig og funktionel i landsbyerne og, at der altid er gode transportmuligheder.
Slagelse Kommune har en stolt tradition med at være Grøn Kommune og ligger naturskønt og med nem og tæt adgang for alle borgere til naturen. Det forpligter. Slagelse Kommune skal derfor fortsat være frontløber i den grønne omstilling og aktivt bevare og styrke naturen og biodiversiteten. Det skal som en helt naturlig ting tænkes ind i, hvad vi arbejder med.
Det betyder for os at:
- vi vil være Danmarks vildeste kommune, herunder opbygge et netværk af Green Spots overalt i kommunen, hvor den oprindelige natur kan reetableres og nydes.
- udvikle egen plan for, at Slagelse Kommune skal nå 70% målsætningen. Planen skal være klar i 2022 og inddrage som mange interessenter som muligt.
- bruge SK Forsyning aktivt i den grønne omstilling.
- Vild med Vilje - principperne skal indføres overalt i kommunen på egne grønne områder og bygninger, men skal også implementeres som del af ny bygninger og anlæggelse af nye områder uanset, hvem bygherren er. Slagelse Kommune skal være giftfri.
- Aktivt inddrage institutioner og skoler i arbejdet med at gøre Slagelse Kommune Vild med Vilje og lade børnene være spydspidser via aktiviteter, integrerede aktiviteter og tæt samarbejde med omkringliggende liv.
Det er Socialdemokratiets udgangspunkt, at alle har talent. Alle børn og unge skal derfor kunne blive så dygtige, som de kan og vil. Det er vores ambition, at alle børn skal lykkes. Det kræver tidlig indsats, brede og gode uddannelsesmuligheder i folkeskolen og vores ungdomsuddannelser og tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og det omkringliggende samfund.
Det betyder for os at:
- vi skal være parate til børnene, og vi skal derfor sikre de nødvendige investeringer i daginstitutioner og skoler i hele kommunen, inklusive sikring af de nødvendige normeringer. Vi skal øge den håndholdte indsats over de enkelte familier, der har behov og sikre, at den er så smidig, at familien kan være med.
- vi vil åbne folkeskolen for det omkringliggende samfund, og vil sammen med erhvervslivet gøre mere ud af den praktiske tilgang i skolen og sammen med kulturlivet skabe bro mellem skole og fritid. Vi vil arbejde på at bevare og styrke alle kommunens folkeskoler.
- vi ønsker, at flere unge skal tage en ungdomsuddannelse. Vi vil aktivt søge dette gennemført ved at øge samarbejdet mellem skoler, erhvervsliv og kommune; tiltrække flere uddannelser til Slagelse Kommune og specifikt etablere en eller flere ungdomsuddannelser i Korsør med samlet 500 til 700 elever samt et FGU i Skælskør.
- vi vil udbygge Slagelse som universitetsby og ikke mindst etablere flere ungdomsboliger og flere jobmuligheder for studerende, og bruge det som en af flere trækheste til at uddanne flere af vores unge og samtidig både tiltrække og fastholde unge studerende i kommunen.
- Slagelse Kommune skal investere i kompetenceudvikling af vores medarbejdere inden for kommunegrænsen, og dermed understøtte kommunens udvikling.
Et trygt og godt seniorliv i alle det faser er en mærkesag for Socialdemokratiet, og det skal også være en mærkesag for Slagelse Kommune. Vi skal skabe rum og rammer til, at alle seniorer fastholder en størst mulige indflydelse på eget liv og fastholder adgangen til at leve et aktivt og indholdsrigt seniorliv.
Det betyder for os at:
- vi skal sikre en bedre og tidligere dialog med vore seniorer, så planer og behov kortlægges og tilbud og muligheder præsenteres. Alle seniorer skal kunne planlægge deres tilværelse på et oplyst og sikkert grundlag, uanset behov for hjælp, og ikke mindst få en god og bevidst overgang fra arbejdsliv til seniorliv.
- at Socialdemokratiet ikke vil udlicitere kerneydelser på ældreområdet, men derimod fokusere på at udvikle den kommunale ældrepleje i ro og langsigtet.
- vi vil have speciel fokus på at bekæmpe ensomhed blandt seniorer. Vi vil arbejde for at enlige eller ensomme seniorer kommer med ind i aktive fællesskaber og vil samarbejde med kultur og fritidslivet for at styrke denne indsats.
- vi vil indføre en fast-track adgang til plejehjemspladser for døende og stærkt plejekrævende seniorer, så svære perioder ikke også er forbundet med utryghed og unødige belastning for den enkelte og de pårørende.
På Socialdemokratiets initiativ er Slagelse Kommune i fuld gang med at udvikle #kommunepåennymåde, og Socialdemokratiet vil fortsat være den politisk bærende kraft af en ny organisationskultur, der sætter borgerne i centrum og medarbejderne fri, og som både skal gøre Slagelse Kommune til et forbillede for andre kommuner og offentlige arbejdspladser og gøre Slagelse Kommune til en attraktiv arbejdsplads.
Det betyder for os at:
- #Kommunepåennymåde skal fortsætte og fortsat styrkes. Principperne om færre ”regler/mere frihed” og ”Vi gør det, der giver mening” skal fastholdes og beskyttes, også når det er besværligt for politikerne. Vi skal give plads.
- Et så stort og vigtigt organisationsudviklingsprojekt kan i korte perioder gøre, man kan miste fodfæstet lidt i dagligdagen. Det er derfor vigtigt, at der er politisk ro omkring det. Socialdemokratiet vil give den tryghed, at der i den kommende periode heller ikke kommer afskedigelsesrunder.
- Slagelse Kommune skal selvfølgelig drives effektivt og fornuftigt; men vi skal også give plads til, at kommunen er repræsenteret og synlig overalt i kommunen, og anvende teknologien til at skabe satellitarbejdspladser og hjemmearbejdspladser.
- Socialdemokratiet vil have ansvaret for den politiske ledelse af kommunens organisation. Vi vil være loyale overfor organisationen ved at kommunikere åbent og ærligt om vores mål og de problemstillinger, vi ser, men også ved altid at påtage os det politiske ansvar, også når det ikke er rart. Socialdemokratiet er et politisk parti, og vi vil arbejde politisk og på vegne af alle borgere. Vi vil ikke overtage den daglige ledelse af kommunen, men altid huske opgavefordelingen mellem politikere og kommunale medarbejdere
- vi vil indføre røgfri arbejdstid i Slagelse Kommune så hurtigt som muligt. Halvdelen af kommunens arbejdspladser er allerede røgfrie.
Vi er foreningsmennesker. Vi engagerer os, og vi organiserer os, fordi vi tager ansvar. Massevis af frivillige gør hver dag en stor forskel for dem selv og for mennesker omkring dem. Det er godt. Det skal vi værne om. For os er det derfor en grundlæggende forudsætning for et stærkt demokratisk og sammenhængende samfund, at vi har et mangfoldigt, inkluderende og rigt kultur- og fritidsliv, der binder os sammen og giver os fælles identitet. Det gælder det stærke foreningsliv og de fælles oplevelser, vi får i musikken, teatret, biografen, litteraturen og i tv. Det gælder i sporten, i digitale fællesskaber, i interessen for historie, kunst og i glæden ved selv at være kulturelt aktiv.
Det betyder for os at:
- sørge for, at der bliver flere lokale oplevelser i naturen, herunder at vores naturstisystemerne bliver udbygget.
- arbejde for flere muligheder for at unge lokale kunstnere, fx musikere, stand-up’ere, billedkunstnere mv. kan få flere udfoldelsesmuligheder.
- etablere flere faciliteter og aktiviteter med udgangspunkt i esport, og følge op på vore foreningers behov for faciliteter. Vi vil arbejde for, at der oprettes foreningshuse i de tre købstæder, som alle foreninger kan booke sig ind i, således at alle foreninger i Slagelse Kommune har mulighed for at styrke det sociale sammenhold, have en fast base til møder og som foreningerne har medindflydelse på, både i hverdagen, men også i den daglige drift, hvilket vil sige, at alle foreninger tages med på råd inden oprettelsen af foreningshusene.
- udbygge samarbejdet med Musikhuset, Posthuset, biograferne, de lokale foreninger m.v. om flere lokale oplevelser og inddragelse af kulturelle og idrætslige aktiviteter i hverdagen inklusive oprettelse af flere aktivitetspladser til selvorganiserede gadeidrætter. Vi vil arbejde for en mere enkel og smidig administration af området Kultur og fritid. Foreningerne skal føle sig velkomne, når de henvender sig til forvaltningen for at få hjælp, uanset om det er til nye eller allerede eksisterende aktiviteter, uanset om det er rådgivning eller økonomisk hjælp.
- udbygge samarbejdet med Team Danmark og det lokale talentarbejde, men generelt styrke breddeidrætten og inddrage flest mulige i idrætsaktiviteter. Uden en stærk og levende breddeidræt er der ingen eliteidræt.